Læserbrev Stevns

Læserbrev op til kommunevalget

Skoleeksempel.

I forne tider, da der lå en mindre kommune i det Østsjællandske kaldet Vallø, lykkedes det denne kommune at komme på det nationale verdenskort ved et par gange i træk at præstere nogle pudseløjerlige krumspring i forbindelse med konstitueringer oven på et kommunevalg. Folk sprang fra den ene gruppering til den anden for at kunne sætte sig i borgmesterstolen.

Alt imens politikere således tidligere boltrede sig i taktiske, sindrige og kloge øvelser, har vælgerne siddet hovedrystende og set til og lejlighedsvis knebet sig i armen til forsikring af, at dette var virkelighed.

Lokalpolitik, og for den sags skyld også nationalpolitik, kan således være ganske underholdende:

- Hovedet under armen! Vilkårligt og uigennemtænkt. Mangel på eftertanke og defineret målsætning.

Hvis altså ikke lige det forholder sig sådan, at politiske beslutninger har betydning for mennesker og menneskers liv, kunne man jo nøjes med at trække på skuldrene og lade sig underholde.



Med håndteringen af sagen om skolestrukturen har nogle af vore lokalpolitikere igen sørget for at komme i det nationale rampelys.

Rundt i kongeriget spørges: ”Hvad har jeres politikere nu gang i på Stevns. Har de drukket af potten eller hvad?” Eller: ” Sådan kan man s’gu da ikke gøre?”

Det politiske spil og fumlerierne om de stevnske skoler har betydet, at man på lederuddannelser har indlagt historien som skoleeksempel på, hvordan en sag i hvert fald ikke skal håndteres.

En sikker konsekvens af det politiske systems kluntede og respektløse behandling af en af kommunens væsentligste kerneopgaver er en flok desillusionerede lærere og børnehaveklasseledere, forundrede og forbitrede forældre, klemte skoleledere og forvirrede børn.

Så derfor: sæt kryds ved RO om folkeskolerne på Stevns ved kommunalvalget.


Kredsstyrelsen

Lærerkreds 44, Køge-Stevns

Bjerggade 12

4600 Køge

Emner

Målgruppe